 |
|
|
 |
|
På en skole i Sverige afleverede børnene hver et kæledyr med en lille hilsen til et barn i Thailand.
De små kæledyr blev vel modtaget af børnene, som syntes, det var spændende med en hilsen fra et barn i et helt andet land langt væk.
I Tesco købte vi vand, tørmælk, mad, frugt.
Tesco donerede forskellige varer, da de hørte, vi skulle ud til de forskellige camps.
Der blev skrabet og skrællet, så vi kunne aflevere frisk salat til de mange kyllingerne.
Og så drog vi afsted i tre biler, alle lastet med fornødenheder til nogle af de camps, som vi havde hørt ikke havde modtaget ret meget.
Den første camp hed Pak Weep.
Lederen af lejren fortalte, hvordan han og hans familie i sidste øjeblik blev reddet op i en lastbil, som så kørte væk fra flodbølgen, alt imens skrigene fra dem, der ikke var så heldige, forfulgte ham.
De medbragte fødevarer blev hurtigt arrangeret på borde og uddelt, så alle kunne få noget.
Den lille pige fik en bog.
En af de mange ting Tesco gav os med.
Der var mange ulykkelige skæbner, hvilket tydeligt afspejlede sig i børnenes og de voksnes ansigter.
Nu befinder vi os i en anden lejr: Bang Niang.
Også her blev fødevarerne fordelt ligeligt mellem alle.
Flere glade tøjdyrsindehavere.
I denne lejr var der lidt legeredskaber for børnene.
Thailændernes nye tilværelse var tragisk og triviel.
Denne kvinde vinkede mig hen til sig.
Hun var vældig interesseret i mine røde negle.
Det var ikke lige det, jeg havde i tankerne, da vi skulle dele de nødvendige, dagligdags varer ud til lejrerne, men det er klart, at der i de mange ledige timer hver dag må opstå andre behov for at varierer den nye tilværelse, nemlig udseendet ( måske mest for kvindernes vedkommende ).
Som sagt, så gjort.
Ved et andet besøg medbragte jeg en masse neglelakker, som BÅDE mænd og kvinder gladeligt og under stor munterhed tog til sig !
En vældig stolt mor med sin søn.
Det er med taknemmelighed jeg erindrer mødet med alle disse kærlige, tapre mennesker.
Må det gå dem godt i fremtiden.
Et uhyggeligt billede efter en tsunamies dræbende effekt
Efter Tsunamien 26. december 2004 besøgte vi to camps nord for Phuket.
Her boede de mennesker, der havde været udsat for tsunamien.
Mange var ret traumatiserede.
De havde mistet en del af eller hele familien, deres hjem var gået tabt, og de kunne ikke se, hvad fremtiden skulle kunne bringe dem.
På en skole i Sverige afleverede børnene hver et kæledyr med en lille hilsen til et barn i Thailand.
De små kæledyr blev vel modtaget af børnene, som syntes, det var spændende med en hilsen fra et barn i et helt andet land langt væk.
I Tesco købte vi vand, tørmælk, mad, frugt.
Tesco donerede forskellige varer, da de hørte, vi skulle ud til de forskellige camps.
Der blev skrabet og skrællet, så vi kunne aflevere frisk salat til de mange kyllingerne.
Og så drog vi afsted i tre biler, alle lastet med fornødenheder til nogle af de camps, som vi havde hørt ikke havde modtaget ret meget.
Den første camp hed Pak Weep.
Lederen af lejren fortalte, hvordan han og hans familie i sidste øjeblik blev reddet op i en lastbil, som så kørte væk fra flodbølgen, alt imens skrigene fra dem, der ikke var så heldige, forfulgte ham.
De medbragte fødevarer blev hurtigt arrangeret på borde og uddelt, så alle kunne få noget.
Den lille pige fik en bog.
En af de mange ting Tesco gav os med.
Der var mange ulykkelige skæbner, hvilket tydeligt afspejlede sig i børnenes og de voksnes ansigter.
Nu befinder vi os i en anden lejr: Bang Niang.
Også her blev fødevarerne fordelt ligeligt mellem alle.
Flere glade tøjdyrsindehavere.
I denne lejr var der lidt legeredskaber for børnene.
Thailændernes nye tilværelse var tragisk og triviel.
Denne kvinde vinkede mig hen til sig.
Hun var vældig interesseret i mine røde negle.
Det var ikke lige det, jeg havde i tankerne, da vi skulle dele de nødvendige, dagligdags varer ud til lejrerne, men det er klart, at der i de mange ledige timer hver dag må opstå andre behov for at varierer den nye tilværelse, nemlig udseendet ( måske mest for kvindernes vedkommende ).
Som sagt, så gjort.
Ved et andet besøg medbragte jeg en masse neglelakker, som BÅDE mænd og kvinder gladeligt og under stor munterhed tog til sig !
En vældig stolt mor med sin søn.
Det er med taknemmelighed jeg erindrer mødet med alle disse kærlige, tapre mennesker.
Må det gå dem godt i fremtiden.
Et uhyggeligt billede efter en tsunamies dræbende effekt
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|